Ofte stillede spørgsmål

Kommer jeg ind på Journalisthøjskolen eller Institut for Journalistik, hvis jeg følger et af dine kurser?
Ja, måske! Jeg sorterer ikke mine kursister på forhånd, lige som Danmarks Journalisthøjskole indbyder alle til optagelsesprøve, når blot de har udfyldt et ansøgningsskema.
Du kan selv gøre meget ved at lægge energi og koncentration i dine opgaveløsninger. Du får fyldig respons på alle opgaveløsninger og det er op til dig, hvor meget du kan få ud af dine uger på kurset.

Hvor mange af dine kursister kommer ind på ønskeuddannelsen?
Gennemsnitlig kommer seks ud af ti, der har fulgt et af mine kurser, ind på DJH. Alle deltagere på langt kursus 2004 bestod optagelsesprøven. Tre kursister kom i 2006 ind både i Århus og Odense. I 2009 kom tre ud af fire kursister ind på Diplomuddannelsen.

Hvad betyder det, at alle kurser har 'flyvende start'?
Du bestemmer selv, hvornår du ønsker at starte et kursusforløb. Alle kurser har en sidste startdato, og det er jo simpelthen fordi, at vi skal have tid til at afvikle kurset inden optagelsesprøven. Derudover har du frihed til helt selv at beslutte, hvornår du ønsker at starte, og evt ferie kan lægges ind i forløbet. Det gælder dog ikke det korte, intensive to ugers-kursus rettet mod optagelsesprøven i Odense, som jeg kun udbyder i de to uger lige op til prøven.
Kurset rettet mod optagelsesprøven til fotojournalist kan du bestille til start to uger inden optagelsesprøven, men du kan melde fra, hvis du ikke passerer første prøve. Du kan også vælge at tage kurset tidligere, hvis du føler dig sikker på, at du nok skal tackle den første forhindring.

Hvor lang tid skal jeg afsætte om ugen?
Det gennemsnitlige tidsforbrug på kursus nr. 1, 2 og 3 bør ikke være under 10 timer pr. uge.
Kursus nr. 5 til optagelsesprøven i Odense kræver 10-15 timer pr. uge, mens det intensive to ugers kursus kræver omkring 20 timer om ugen.
Det obligatoriske tidsforbrug med tre opgaver/uge er ca. 4-5 timer, altså den tid det tager rent faktisk at se/læse forlæg og skrive opgaverne.
Hertil kommer den tid du bruger forud med læsning af teori og andre anvisninger og den meget vigtige tid, du bruger efterfølgende, når du modtager mine kommentarer.
Ofte beder jeg om, at du skriver opgaven eller dele af den om. Du får også analyser af opgaverne og eksempler på vellykkede løsninger, som du kan vælge at bruge mere eller mindre tid på at studere.
Alle timeangivelser her er derfor vejledende - bruger du kun den tid det tager at se eller læse forlægget og at skrive opgaven, vil tidsforbruget kunne være det halve, men udbyttet så formentlig også derefter.

Bestemmer jeg selv, hvornår jeg vil løse de enkelte opgaver?
Ja - for du først en ny opgave, når du har løst den forrige. På den måde sikrer vi, at du kan lære af dine fejl i opgave 1, inden du får opgave 2. Er vi færdige med en opgavetype, får du straks teori om næste opgave + en ny opgave osv.

Kan jeg betale over flere måneder?
Kursus nr. 1 kan bestilles tidligt og betales i afdrag.
De øvrige kurser kan efter aftale betales afdragsvis. Dog er det som hovedregel en forudsætning, at hele kursusprisen er indbetalt ved kursusstart. Som regel kan vi finde ud af noget, hvis din økonomiske formåen halter efter dine skrivefærdigheder, så send en mail og spørg.

Jeg søger optagelse både på Institut for Journalistik i Odense og på Danmarks Journalisthøjskole i Århus. Kan jeg få et kursus, der forbereder mig på begge optagelsesprøver?
Ja, eftersom de to uddannelsessteders optagelsesprøver har nærmet sig hinanden, hvad indholdet angår, så kan du vælge at tage kursus nr. 1 og kursus nr. 2 som kombinationskurser, der inddrager alle opgavetyper fra de to skoler. Se nærmere under kursus nr. 1 og kursus nr. 2 - eller send en mail.

Jeg søger optagelse på Institut for Journalistik i Odense og savner et langt kursus?
For at komme til optagelsesprøven i Odense skal du have indsendt en skriftlig ansøgning, som skal godkendes af instituttet. Det er derfor ikke sikkert, at man bliver inviteret til optagelsesprøven, og det kan derfor virke chancebetonet at tage et kursusforløb, der starter inden man kan vide, om man faktisk bliver inviteret til optagelsesprøve eller ej. Har du ønsker om et længere forløb end fire ugers-kurset rettet mod optagelsesprøven i Odense, kan du tage kursus nr. 1, som jeg så tilpasser, så det specifikt er indrettet på opgaverne i Odense.

Jeg er pt bosat i udlandet. Kan jeg følge et af dine kurser?
Ikke noget problem, hvis du har internetadgang. Har du eventuelt problemer med hastigheden på forbindelsen ved videoforlæg, finder vi en kreativ løsning.

Får jeg en kvittering for min indbetaling?
Du får en mail, der bekræfter din indbetaling, så snart banken har registeret den.
Har du behov for en faktura, angiver du det på tilmeldingsformularen.

TESTIMONIALS
FAQ
Klik på bogen for at bestille direkte fra forlaget.
 Fås naturligvis også hos din boghandler

Læs anmeldelse her

ALL GOOD WRITING IS REWRITING